Samtale om bogen "SKRIFT"

Marie Møller Kristensen og Steen Nepper Larsen

Forfatter Marie Møller Kristensen taler med lektor Steen Nepper Larsen om Maries bog: "SKRIFT - fra billeder til bits".

Steen anmeldte Maries bog i Information d.24. oktober 2020:

https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2020/10/skriftkulturens-historie-taenkningen-haandens-vaerk

 

Bogen kan købes her: https://www.forlagetmindspace.dk/udgivelser/de-filosofiske-udgivelser/skrift-fra-billeder-til-bitsSKRIFT

 

Steen Nepper Larsens anmeldelse

Skriftkulturens historie - tænkningen som håndens værk

Skriften skænker menneskeheden en eksternaliseret hukommelse, der er kollektiv, kulturel og slidstærk. Marie Møller Kristensen tværvidenskabeligt funderede skrifthistorie er ikke bare samtidskritisk og oplysende, men også smittende og velskrevet.

Steen Nepper Larsen

                                                                                                                                          

Skrivning er en hukommelsesstøtte og skriften et redskab til at lagre, sprede og henvise til tegn. Det er uomtvisteligt. Men mennesket tænker også, når det skriver. Tankerne bliver til ved at blive skrevet frem. Filosoffen Martin Heidegger betegner ”tænkning som hånd-værk”, og forstår ”den egentligt handlende hånd” som den skrivende hånd.

Når mennesket eksternaliserer sin hukommelse via skriften udvides den kolossalt, samtidig med at mennesket aflastes. Historisk set er yderliggørelsesteknikkerne både mangfoldige og forskelligartede Nutidens menneske behøver ikke at huske alt, hvad der er vigtigt i og for dets liv. Biblioteker kan frekventeres, bøger lånes og læses, og der kan både søges i databaser på nettet og udformes ’klassiske’ huskelister. Men samtidig kan den bekvemme og øjeblikkelige adgang til de skriftlige hukommelseslagre komme til at overtage, erstatte og i vor tid måske ligefrem risikere at overflødiggøre den individuelle evne til at huske.

Forfatter og underviser Marie Møller Kristensen har skrevet en fremragende, tankevækkende og rigt illustreret bog med titlen: SKRIFT – fra billeder til bits. Nysgerrigt og veloplagt dykker hun ned i skrifthistorien og fremviser på bedste vis, hvad humanistisk tværvidenskab formår, når den formidles på oplysende vis, mens den ægger sin læser til både undren og videre studier på egen hånd.

At tegne og skrive har mennesket gjort i årtusinder. Naturalistiske billeder, abstrakte tegn og symboler blander sig imellem hinanden i den fjerne fortid; men blandt forskere hersker der enighed om, at de ældste skriftsystemer blev til for ca. 5000-6000 år siden i Ægypten og Mesopotamien. Men det betyder ikke, at der ikke også var andre skriftsystemer ’i spil’ i Indusdalen, Kina og Mellemamerika.

Langt senere opstod den trykte bog, der muliggjorde, at læseren isolerede sig. Den indre stille læsning lagde behørig afstand til de andres støj. Borgeren opbyggede sin en bogsamling. Stærke orale autoriteter kunne gås kritisk efter i sømmene på skrift efterlods. Individualisme, privatheden og træning af den autonome dømmekraft hænger intimt sammen med evnen til at skrive og læse. Men det er også rigtigt med et citat af den tyske sociolog Ulrich Beck, at vejen ud af ensomhedens fængsel går gennem bøgernes dør.

Grundtanken i bogen er, at skriften er en gammel teknologi, og håbet er, at den er ikke ved at forsvinde. Men samtidig med, at vi hele tiden opfinder nye måder at bedrive og udfolde den på, må vi søge at fastholde og formbestemme den i et historisk perspektiv. Vi kan således ikke nøjes med at tale om, endsige lade os forhekse af tech-giganter, digitale medier og anmassende opdateringer af styresystemer.

 

 

Syv oplysende kapitler byder sig til

Møller Kristensen har valgt at inddele sin fremstilling i syv kapitler. I indledningskapitlet ”Hvad er skrift?” stilles en række grundlæggende spørgsmål til skriftens væsen i et samtidskritisk perspektiv. Her serveres bogens oplysningsdialektisk funderede ledetråd og problembevidsthed: ”Der er både en gevinst og et tab ved brug af teknologier, der eksternaliserer vores individuelle kognitive og kropslige evner.”

I kapitlet om ”Hånden” erfarer vi, hvordan det oprejste menneskes befriede hænder kunne anvendes til redskabsbrug og –produktion, frisætte gestikken og dermed muliggøre en tegngivende kommunikation i det sociale. Når vi bevæger os på to ben, behøver vi ikke længere bruge hænderne til at møve os frem på jorden.

Med kropsfænomenologiske, neurovidenskabelige og evolutionært-antropologiske kilder i ærmet, viser hun os, hvordan hånden og ånden udvikler sig parallelt, når deres råderum udvides. De formende og følende hænder lærer efterhånden også at udtrykke sig grafisk, og mennesket øver sig i at tænke med hænderne. Skrivning og læsning er taktile og ikke kun visuelle og auditive sanseaktiviteter. Et spørgsmål serveres og svæver ubesvaret i luften: ”Betyder nutidens computerteknologier alligevel, at synet, hørelsen og stemmen dominerer, mens taktiliteten forsømmes og vores hænders behændighed forfalder?”.

Dernæst følger kapitler om ”Billedet”, ”Hukommelsen”, ”Digitaliseringen”, ”Globaliseringen” og ”Magien”. I ”Billedet” drøfter Møller Kristensen, hvordan det kunne gå til, at alfabetet og de latinske bogstaver fik status som dobbeltkronen på skriftens historiske udvikling, og hvordan den vestlige lingvistik kom til at opfatte skrift som nedskrevet tale ved hjælp af lydsymboler.

Både skrift og billede er synlige fænomener; men skriften er mere end det, ikke mindst fordi, det både er ”mig og noget andet end mig, der skriver”. Og fordi ”det, der skrives, er både her og et andet sted”, i hvert fald hvis man skriver på computer. Det er hendes opfattelse, at skriften befinder sig et sted mellem sprog og billede. Skriftbilleder har også visuelle egenskaber, pointerer hun, mens hun fortæller os, at hun i sin tid lærte af sin mor, at bogstavet d havde rygsæk på, og at b’et var frugtsommeligt.

 

Lærerige gengivelser

Som komplekst emne synes skrifthistorien at være rig på at akkumulere huskeregler og enkle overførselslogikken. Møller Kristensen fremdrager fire af slagsen: ”Hvor alfabetskriften ifølge Aristoteles gengiver ’det, som er i stemmen’ (lyde, ord), kan smileys gengive ’det, som er i ansigtet’ (mimik), mens andre ikoniske tegn såsom hieroglyffer kan gengive ’det, som er i verden’ (genstande) – og alle disse ’gengivelser’ tolker vi også via begreber og kulturelle konventioner (’det, som er i psyken’).”

I kapitlet ”Digitaliseringen” henleder hun vores opmærksomhed på, at ordet digital stammer fra latin, digitus, finger. Og selvom vi bruger fingrene til at fingere ved maskiner og sætte fut i de digitale teknologier, så må det ikke glemmes, at disse skriftteknologier i sidste og første instans er talforbundne og baseret på cifre, digits. Digitalisering betyder da også ”beskrivelse eller repræsentation med tal eller cifre.” Tankevækkende er det, at digitaliseringen har bragt menneskene langt videre end, hvad fingrenes og kroppenes univers har kunnet række til.

Møller Kristensen byder på en række kritiske tanker om, hvad der sker, når menneske-maskine-kommunikation får mennesket til både at agere og reagere – og måske efterhånden også at tænke - som en maskine. Men hun slår kraftigt på tromme for, at kunstig intelligens og robotteknologi kommer til kort, når det handler om evnen til at fortolke, forstå, sanse og erfaringslade symboler og ikke kun at genkende og afkode dem. Igen hænger der et åbent spørgsmål i luften: ”Måske hjælper det os faktisk med at fastholde opmærksomheden på det, vi skriver eller læser, når vi holder fast på en blyant eller bog?”. Men denne gang fornemmes det klart, at hun som taktilt orienteret kropsfænomenolog er af den opfattelse, at såvel ’Måske’ som spørgsmålstegnet er overflødig garniture.

 

To spørgsmål til forfatteren

Undervejs savnede jeg, at forfatteren tog sig frihed og frækhed til at gå meta- og selvkritisk til sagen. Hvordan forholder det evolutionært udviklede menneskes plastiske hjerne, de øvende og tænkende hænder, den sociale og kommunikative interaktion, de iboende og foranderlige skriftteknologiske dynamikker og de foranderlige symbol-og materialitetsformer sig til hinanden som ’forklaringsfaktorer’? Eller spurgt på en anden måde: Hvordan ordner og legitimerer disse fem ’forklaringsfaktorer’ bogens fremstilling og argumentation – foran næsen eller måske snarere bag om ryggen på forfatteren?

Hermed ikke være sagt, at det skulle dreje sig om at kunne udpege dén primære årsagsforklaring til skriftens viltre udvikling fra visuelle billeddannelser og abstrakte tegn i fordums dages mere eller mindre kildeløse tåger til bits, globaliserede ikoner og alfabetiske-kodificerede størrelser i 2020.

Men Møller Kristensen er ikke bare et nærmest tværfagligt altædende – men også et evident filosofisk gemyt. Så efter min mening må(tte) hun gerne tænke lidt højere.

 

 

 

Marie Møller Kristensen. SKRIFT – fra billeder til bits. Forlaget Mindspace. 152 sider. 200 kr.